Gad vide, om roden er spiselig?
Der fulgte ingen plantefortegnelser eller andre beskrivelser med Gottorfer Codex blomsterbøgerne fra 1600-tallet, så det sker, at nysgerrigheden sender os på rejse i planteverdenen, og vi tildeler os selv lidt ekstra tid sammen med et maleri ved at gå på internettet eller slå op i en havebog. Med Arum maculatum i søgefeltet på Google bliver jeg lige lidt klogere, for planten er giftig – både blade, bær og rod – og langt fra spiselig, som de ingefær vi køber idag.
Planten er omtalt i Den store Danske Encyclopædi og på Wikipedia
Ingefærplanten har altså ikke haft nytteværdi for gartneren og hertugen på Gottorp Slot i 1600-tallet, men måske har den haft en videnskabelig værdi for hertugen og hans mange kulturelle kontakter?
Når blomsterudstillingen åbner til marts 2013 kan vi få svar på mange af den type spørgsmål fra vore nulevende lærde, botanikere og kunsthistorikere.
Den foldede kant skal rettes ud for, at vi kan se hele maleriet
Tilbage til det foldede maleri. Paul Winter hedder den bogbinder, der fik jobbet med at binde de 365 blomstermalerier ind i 1690. En del af malerierne er større i formatet, end der var plads til, så dem har han foldet og sat ind blandt de andre malerier i bind 2 af de fire bind bogværket består af. Den Plettede Ingefær har været 6 cm for bred og er blevet foldet ind på højre kant.
Nu er bladsiden taget ud af bogbindet. Folden skal rettes ud, så vi kan se hele maleriet og samtidig kan jeg komme ind og reparere den knækkede grønne farve. Når det er gjort skal maleriet sættes i en passepartout af syrefri karton.
For både papirblade og pergamentblade med større buler og folder gælder det, at vi først prøver at rette bladene ud under et let pres over dage eller uger. Virker det ikke, må vi tilføre en smule fugt i dampform, enten ved at lægge hele bladet i et fugtkammer eller ved at fugte på det genstridige sted.
Derfor skal jeg nu i gang med at fugte folden meget forsigtigt op, så jeg kan komme til at reparere farven på blomsterbladet i folden. Farven i folden er revnet og er i fare for at falde af, ligesom det er sket på det venstre blomsterblad, hvor en bule er årsag til skaden.
Jeg prøver altså forsigtigt at åbne den del af maleriet, som har været foldet sammen og ikke har kunnet ses. Pergament kan være mere eller mindre bøjeligt og eftergiveligt, og dette hér er en stivere slags. Nogle gange giver pergamentet efter. Andre gange ikke. Plettet ingefær giver sig ikke på trods af to ugers hvile med en lang sandpose på folden. Vi er også oppe mod en 300 år gammel fold.
Sandposer med stor nytteværdi
En simpel sandpose er et genialt redskab i konserveringen og vi bruger dem dagligt som bløde og skånsomme vægte i konserveringsarbejdet. Sandsækkene har vi selv syet i de størrelser, tykkelser og vægtforhold vi vil have, fordi de ikke kan købes. Stofmaterialet og sandets struktur er ikke uden betydning! Fintvævet dynesatin lader fugten passere ind til sandet og sørger også for at sandet ikke drysser ud. Bakkesand med særlig sammensætning og kornstørrelse er god til at optage fugt fra papir og pergament under behandling. De mindste poser er ned til 5 x 5 cm og de længste er 1 meter lange.
Sandsække i aktivitet på værkstedet: Silkeplanten ligger i sin passepartout med passepartoutforsiden (ruden) åbnet. Maleriet er hængslet på bagsiden med små papirhængsler langs alle fire kanter. Hængslerne er limet på med en Tylose-lim (i den klare plastbeholder på bordet) og kanterne holdes på plads med sandposer indtil vi er sikre på, at limen binder. Tynde stykker papir ligger mellem sandposerne og maleriets overflade.
Det færdige maleri
Se det restaurerede maleri (KKSgb2948/13)